Seks fejl i træningsnoter og hvordan du undgår dem

Den mest udbredte fejl er at vente. Du træner, kører hjem, spiser, og først om aftenen åbner du notesbogen. Da er detaljerne glattet ud. Du husker, at squatten føltes tung, men ikke hvorfor, og du har glemt, at du talte med manden ved stativet om hans pause mellem sæt. Det var netop den bemærkning, der kunne have båret en hel tekst.

Jeg skriver nu ned, mens stangen stadig står i stativet eller bænken endnu er varm. Det behøver kun være tre ord og et tal. Notens opgave er at fastholde et øjeblik, ikke at være pæn, og det pæne kan du tage dig af senere i ugen.

• Skriv under hvilepausen, ikke efter træningen
• Tre ord og et tal er nok til at huske scenen

Mange fører regnskab: vægte, gentagelser, pauser. Det er nyttigt, men det er en træningslog, ikke en træningsnote. Noten fra gulvet handler om det, som ingen tabel rummer: hvordan en ung kvinde ventede tålmodigt på en maskine uden at kigge på uret, eller hvordan lyden i salen skifter en mandag aften i efteråret.

Jeg prøver at skrive én sætning om det, jeg så, for hver linje med tal. Når jeg læser siderne igen uger senere, er det sætningerne, jeg vender tilbage til. Tallene fortæller, hvad kroppen gjorde; sætningerne fortæller, hvad jeg opdagede, og det er dem, der kan blive til essays.

• Én iagttagelse for hver linje med tal
• Skriv, hvad du så, ikke kun hvad du løftede

Det er fristende at skrive en konklusion ind i noten med det samme: han træner forkert, hun overdriver, den øvelse er overvurderet. Men en observation med dom bygget ind er svær at bruge bagefter. Den lukker en sag, som du knap nok har åbnet, og næste gang du læser den, kan du ikke længere se, hvad der faktisk skete.

Jeg skiller nu to ting ad på siden: det, jeg så, og det, jeg tænker om det. Den ene kolonne er rolig og beskrivende, den anden må gerne være skarp. Ofte viser det sig, at min dom ændrer sig efter en uge, mens beskrivelsen stadig holder.

• Del siden i set og tænkt
• Lad dommen vente, til beskrivelsen står klar

Forkortelser, pile og halve sætninger fungerer, mens du står i salen. Tre måneder senere ligner de en kode, du ikke kan knække. Jeg har siddet med en side, hvor der stod 'tung dag, jf. M.', uden at kunne huske, hvem M. var, eller hvad dagen havde med tungheden at gøre.

Skriv derfor, som om en anden skal læse det, og den anden er dig selv i foråret. Navngiv øvelsen fuldt ud, skriv ugedagen, og tilføj en halv sætning om stemningen. Det koster ti sekunder ekstra og sparer dig for at miste en iagttagelse, du ellers aldrig får igen.

• Skriv ugedag og fuldt navn på øvelsen
• Forklar forkortelser, første gang du bruger dem

En notesbog i hånden ændrer tit stemningen omkring dig. Folk bliver opmærksomme, og scenen, du ville fange, forsvinder. Jeg har oplevet, at en samtale blev kortere, fordi jeg stod og skrev midt i den. Det er en fejl i fremgangsmåden, ikke i observationen.

Jeg nøjes nu med at lægge mærke til noget og skrive først, når jeg er trådt et par skridt væk. Er jeg i samtale med en anden udøver, lægger jeg bogen i tasken og husker tre nøgleord, som jeg skriver ned ved vandfontænen. Respekt for dem, du iagttager, giver bedre noter end hurtig skrift.

• Træd væk, før du skriver
• Brug nøgleord i stedet for at skrive midt i en samtale

Den sidste fejl er den mest stille: noterne bliver bare en bunke. Du fylder bogen op, lægger den på hylden og begynder på en ny. Hele værdien ved en note ligger dog i genlæsningen, hvor to små iagttagelser pludselig peger mod hinanden.

Jeg afsætter en halv time om søndagen til at gå ugens sider igennem og understrege det, der vender tilbage. Når den samme sætning dukker op tre gange, er der en historie på vej. Det er sådan, en træningsnote bliver til noget, der kan udvikles videre, og ikke blot en dagbogsrest.

• Afsæt fast tid til genlæsning hver uge
• Understreg det, der dukker op igen og igen