Hvad betyder 'at gå på kompromis' i et atletportræt?

På redaktionen siger vi ofte, at et portræt skal have et godt forhold til sit referat. Det lyder teknisk, men ordet dækker over noget enkelt: forskellen på det, en udøver siger, og det, der ender på siden. Mellem de to ligger en række små valg, og de valg afgør, om læseren møder et menneske eller en pressemeddelelse.

Jeg har selv siddet på begge sider af bordet. Som styrkeløfter blev jeg engang interviewet af en, der havde skrevet overskriften, før vi mødtes. Samtalen blev et forsøg på at få mig til at sige noget, der passede. Det har jeg båret med mig, hver gang jeg selv holder en notesbog åben foran en anden.

Derfor handler dette stykke om ét begreb fra vores håndværk: citatgodkendelse, og hvordan vi bruger den i atletportrætterne. Det er ikke en teknik for sin egen skyld, men en måde at skabe ro om samtalen på.

Du behøver ikke kende faget for at følge med. Det eneste, du skal vide, er, at en samtale i vores rubrik aldrig er en ophavsret-kamp, men en aftale om tillid.

Citatgodkendelse betyder, at den, der er blevet citeret, får lov at læse sine egne ord igen, før teksten udkommer. Ikke hele artiklen, ikke vores vurderinger, men de sætninger, der står i anførselstegn, og de oplysninger, der kan genkendes som hendes eller hans egne.

Mange tror, at det gør teksten mere pæn og mindre ærlig. Min erfaring er den modsatte. Når en udøver ved, at hun kan rette en formulering, begynder hun at tale mere åbent, fordi hun ikke behøver at forsvare hvert ord i realtid. Tvivlen får lov at komme ud.

Vi aftaler det altid på forhånd, helst i den første mail og igen i begyndelsen af samtalen. Det skal være tydeligt, hvad godkendelsen omfatter, og hvad den ikke gør. Uklarhed her skaber netop den mistillid, vi vil undgå.

Vi bruger ordet bevidst enkelt. Det skal kunne forklares til en, der aldrig har set en redaktion indefra, og det skal kunne siges højt, uden at nogen føler sig kontrolleret.

• Godkendelsen gælder citater og kendsgerninger om personen
• Redaktionens egne vurderinger og rækkefølge bestemmer vi selv
• Aftalen sættes på skrift, før samtalen begynder

Den svære del er ikke at give lov, men at sige nej. Hvis en udøver vil have et citat fjernet, fordi det er pinligt, taler vi om det. Hvis hun vil have det fjernet, fordi det er sandt, men ubehageligt for en sponsor, taler vi længere.

Vi har en simpel tommelfingerregel: Man kan rette sit sprog, man kan præcisere en detalje, og man kan trække noget tilbage, der var en fejl eller en misforståelse. Man kan ikke få os til at skrive, at noget ikke skete, når det gjorde.

Det lyder strengt, men i praksis sker det sjældent. De fleste ændringer er små: et tal, der var forkert, et ord, der lød hårdere på tryk end i munden. Enkelte gange ringer nogen og siger, at de alligevel hellere vil udelade en bestemt episode. Så lytter vi, og så vurderer vi.

Det vigtige er, at beslutningen ligger hos os som redaktion, ikke hos den, der er portrætteret. Det er ikke mistænksomhed, men en måde at passe på læseren, som har krav på en tekst, der holder.

En samtale, hvor begge ved, at ordene kan læses igen, bevæger sig langsommere. Der er plads til pauser. Jeg har oplevet, at en udøver midt i en sætning stopper, siger 'det der må du ikke skrive' og så alligevel fortsætter, fordi hun ved, at hun kan sige det til mig bagefter.

Det er netop de passager, der ofte bliver portrættets bedste. Ikke fordi vi bruger dem mod nogen, men fordi de viser noget, man normalt ikke siger højt i et fitnesscenter: at man er træt, at man er i tvivl, at motivationen ikke altid er der.

Vi mødes derfor gerne et roligt sted, ofte efter træning, når kroppen er varm, og hovedet er blødt. Jeg har min notesbog fremme, ikke en optager, fordi det ændrer tempoet. Det er lettere at tænke højt, når en anden skriver langsomt.

Resultatet er sjældent dramatisk. Det er små sejre og små afbrydelser, og det er dem, læserne genkender fra deres egen træning.

• Pauser og tøven får plads i teksten
• Vi bruger notesbog frem for optager
• Samtalen foregår helst efter træning

Når det fungerer, sender vi et uddrag af citaterne på mail, og svaret kommer inden for et par dage. Ofte står der bare 'det er fint'. Nogle gange står der to rettelser, og en enkelt gang var der en lang besked om, hvad personen egentlig havde ment.

Den lange besked var faktisk den bedste. Hun havde læst sine egne ord og opdaget, at hun havde sagt noget lidt for pænt om en periode, der havde været svær. Hun ville gerne sige det rigtigt. Vi skrev det om sammen, og portrættet blev bedre af det.

Sådan skal godkendelse virke: som endnu en samtale, ikke som en kontrol. Den giver den portrætterede en chance for at høre sig selv udefra, og den giver os en chance for at forstå, hvad der virkelig blev sagt.

Det kræver tid, og tid er netop det, tidsskriftet vil bruge på sine tekster.

Du behøver ikke være journalist for at få glæde af princippet. Hvis du nogensinde har fortalt noget om din træning til en ven, en træner eller en notesbog, kender du følelsen af at ville rette sig selv bagefter.

Citatgodkendelse er blot en måde at give den følelse en ramme. Den siger: dine ord er dine, men teksten er vores, og vi skal begge kunne stå ved den. Det er en ærlig aftale, og den gør samtalen mere rolig.

Næste gang du læser et portræt, kan du prøve at lægge mærke til, hvor teksten tøver. Det er ofte der, hvor nogen har fået lov at være ærlig i fred.

• Dine egne ord kan du altid få at se igen
• Tvivl er materiale, ikke et problem
• Tillid er forudsætningen for en god samtale