Hvad er der egentlig i en researchnotesbog, og hvem må kigge med?

Når læsere skriver til redaktionen, handler det sjældent om træningsprogrammer. Oftere lyder det: hvad er det egentlig for nogle notesbøger, I taler om, og hvad står der i dem? Spørgsmålet er rimeligt, for vi nævner dem hele tiden, men viser dem sjældent frem.

Jeg er fotograf og illustrator hos jotterra, så jeg har set mange af dem fra siden, ofte med et kamera i hånden. Derfor svarer jeg her, med det jeg selv har set og tegnet i dem i løbet af efteråret, hvor arbejdet med de første tekster fyldte bordet.

Kort sagt er en researchnotesbog det sted, hvor en historie begynder, længe før der findes en overskrift. Den rummer skitser, kilder, tvivl og spørgsmål, som ikke altid ender i teksten, men som får teksten til at holde.

Siderne er mere rodede, end man forestiller sig. Der er håndskrevne observationer fra træningsgulvet, små tegninger af en bevægelse, citater skrevet af i farten og sætninger, der er streget over to gange. Camilla Overgaard, vores researcher, sætter nummer på hver kilde, så vi kan finde tilbage til den.

Jeg tegner ofte i margenen. En skitse af en skulderstilling kan sige, hvad tre afsnit ikke kan, og den hjælper mig senere, når jeg skal lave en illustration til et portræt. Skitserne er ikke pæne, men de er ærlige om, hvad jeg så.

Tvivlen står der også. Et spørgsmålstegn ved siden af en påstand betyder, at vi ikke bruger den, før vi har kigget nærmere. Den slags notater vil du ikke se i den færdige tekst, men de er grunden til, at den er til at stole på.

• Observationer fra gulvet med korte, daterede notater
• Skitser af bevægelser og rum
• Nummererede kilder, så intet står uden oprindelse
• Åbne spørgsmål, som endnu ikke har et svar

Der er ikke ét system, men der er nogle faste vaner. Hver historie får sin egen bog, og første side er altid et enkelt spørgsmål, som vi vil kunne svare på til sidst. Det holder os fra at samle stof uden retning, hvilket er en nem fælde at gå i.

Midt i bogen ligger samtalenoterne, og bagest samler vi kilder og henvisninger. Camilla fører en fælles oversigt, så en detalje fra en bog kan findes, hvis den bliver brugt i en anden. Det lyder tørt, men det er det, der gør arbejdet roligt.

Jonas Kristensen, der skriver vores essays, fører sin notesbog efter samme princip, men med mere tankearbejde end faktaindsamling. Hans sider handler ofte om, hvad en iagttagelse betyder, ikke kun hvad den var.

Mange spørger, om de kan se bøgerne selv. Ærligt svar: ikke i deres fulde form. Samtaler med udøvere er givet i fortrolighed, og der står ting i notaterne, som personen aldrig har tænkt skulle læses af andre. Den respekt er en del af, hvorfor folk fortæller os noget.

Til gengæld viser vi udvalgte sider og beskriver, hvordan en historie voksede ud af dem. Her i journalen kan du følge den vej fra første iagttagelse til færdig tekst, uden at vi åbner det, der hører privatlivet til.

Kilderne er en anden sag. Dem står vi til regnskab for. Hvis en påstand i en tekst vækker tvivl, kan du skrive til redaktionen, og vi går tilbage til noterne og finder ud af, hvad vi byggede den på.

• Delt: skitser, metode og udvalgte sider
• Beholdt: fortrolige samtaler og personlige detaljer
• Til regnskab: kilderne bag hver påstand

Du behøver ikke være redaktør for at have glæde af en notesbog. Tag den med til træning og skriv én ting ned, før du går hjem, mens den stadig er frisk. Det kan være en fornemmelse, en sætning du hørte, eller noget der overraskede dig.

Skriv gerne datoen og stedet, men lad være med at pynte. De bedste notater er de korte, og dem du kan læse igen uger senere uden at huske, hvorfor du skrev dem. Tegn, hvis du kan lide det. Jeg tegner dårligt i tide og utide, og det virker alligevel.

Efter nogle uger vil du se mønstre, du ikke lagde mærke til undervejs. Det er den samme erfaring, vi gør os på redaktionen, bare i mindre skala. Notesbogen lærer dig at se, før du ved, hvad du leder efter.

• Skriv kort og med det samme
• Notér dato, sted og et enkelt spørgsmål
• Læs tilbage efter nogle uger

En tekst, der bygger på gode noter, mærkes uden at nogen kan pege på hvorfor. Detaljerne passer, tonen er rolig, og påstandene hænger sammen. Det er forskellen på at have lagt mærke til noget og at have gættet.

I efterårets arbejde har jeg set, hvor ofte en lille notits fra en tidlig side bliver den sætning, som en hel tekst vender sig om. Det er sjældent det store, men den lille ting, ingen havde spurgt til.

Derfor holder vi fast i bøgerne, også når det går langsomt. De er ikke et bevis på flid, men en måde at forblive nysgerrig på, mens en historie finder sin form.