Én notesbog eller flere? Sådan organiserer du dine researchnotesbøger

Når jeg researcher en historie til tidsskriftet, står jeg hver gang over for det samme valg. Skal alt gå ned i én løbende notesbog, hvor kilder, skitser og tilfældige indfald står side om side i den rækkefølge, de dukker op? Eller skal hvert emne have sin egen bog, med sin egen forside og sit eget spørgsmål øverst på første side?

Begge måder bruges af folk, jeg respekterer. Jonas fører for eksempel én bog til al sin træning, og han kan bladre tilbage til en bemærkning om tålmodighed fra for flere måneder siden. Jeg arbejder anderledes, men jeg har prøvet begge metoder længe nok til at kunne sammenligne dem uden at forsvare en af dem.

I dette notat stiller jeg dem op ved siden af hinanden: hvad hver metode gør godt, hvor den svigter, og hvilken jeg vil anbefale, hvis du er i gang med at opbygge din egen vane. Det passer fint til årstiden, hvor mørket kommer tidligere, og der bliver mere tid ved skrivebordet.

• Én løbende bog: alt i tidsrækkefølge
• Én bog pr. emne: alt samlet om ét spørgsmål

Den løbende notesbog har en stor fordel: du behøver aldrig at beslutte, hvor noget hører hjemme. Du skriver datoen, du skriver ned, og du går videre. Der er ingen friktion, og derfor bliver den faktisk brugt, også på dage hvor du ikke orker at organisere dig.

Den fanger desuden det, du ikke vidste, du ledte efter. En bemærkning fra en samtale i omklædningsrummet kan stå ved siden af en kildehenvisning og en halvt færdig sætning, og pludselig ser du, at de hører sammen. Sammenstødet mellem emner er bogens største gave til en essayist, og det er svært at genskabe, hvis alt ligger adskilt.

Til gengæld kræver bogen disciplin, når du skal bruge indholdet. Du skal selv bygge din vej gennem siderne, og det lykkes kun, hvis du holder et register eller i det mindste sætter små markeringer i margenen.

• Ingen beslutninger undervejs, kun dato og tekst
• Uventede forbindelser mellem emner opstår af sig selv
• Kræver et register for at kunne genfindes

Emnebogen virker modsat. Du starter med et spørgsmål på første side, og alt, hvad du samler, retter sig mod det. Når du sidder med den færdige tekst, ligger materialet samlet, og du kan lægge bogen ved siden af skærmen og følge den fra begyndelse til slutning.

Den giver også en tydelig afslutning. Når bogen er fuld, eller spørgsmålet er besvaret, kan du lægge den på hylden som en afsluttet ting. Det er en lille, men reel tilfredsstillelse, og den gør det nemmere at vende tilbage senere, fordi du ved, hvad bogen handler om, bare ved at læse forsiden.

Svagheden er, at idéer uden hjem bliver hjemløse. Hvis du får en tanke om et helt andet emne, mens du har den forkerte bog åben, ender den enten på et løst stykke papir eller slet ikke. Mange emnebøger har derfor en bagside, hvor løse indfald må stå.

• Alt samlet om ét spørgsmål, let at bruge til skrivning
• Afsluttede bøger kan stilles på hylden
• Løse indfald har brug for en fast plads bagest

Den virkelige prøve kommer uger senere. Du husker, at du læste noget vigtigt om restitution, men ikke hvor. I den løbende bog leder du efter en datoperiode og bladrer. I emnebøgerne leder du efter den rigtige bog og bladrer så. Begge dele kan gå hurtigt eller langsomt, afhængigt af hvor ordentligt du har holdt dem.

Det, jeg har lært af at arkivere kilder til tidsskriftets historier, er, at genfinding afhænger mere af små vaner end af systemet. Et nummereret sidetal, en kort overskrift øverst og en linje om, hvorfra oplysningen stammer, gør begge metoder brugbare. Uden dem bliver selv den smukkeste bog til en blandet dyne af tekst.

Jeg tester derfor altid mine egne bøger på samme måde: Kan jeg på under to minutter finde en bestemt oplysning, jeg ved, jeg har skrevet ned? Hvis ikke, mangler bogen en vane, ikke en ny metode.

• Sidetal og små overskrifter hjælper begge metoder
• Noter altid, hvor en oplysning kommer fra
• Test dig selv: find noget på to minutter

Min anbefaling er en blanding, men med en klar rygrad: Brug emnebøger til research og en lille løbende lommebog til alt andet. Emnebogen får spørgsmålet, kilderne og skitserne. Lommebogen tager imod det, du lægger mærke til hen over dagen, uden at du skal tænke over, hvor det hører hjemme.

Hver uge eller to flytter du det, der er værd at bevare, fra lommebogen over i den relevante emnebog, og resten får lov at blive. Overførslen er et lille arbejde, men den tvinger dig til at læse dine egne noter igen, og det er der, de bedste sammenhænge opdages.

Hvis du kun vil have én bog, så vælg den løbende og lav et register bagest. Hvis du allerede skriver mere end ét stykke ad gangen, så vælg emnebøger fra første dag. Begge valg kan bære, så længe du holder fast i dem nogle måneder.

• Emnebog til research, lommebog til indfald
• Flyt det vigtige over med få ugers mellemrum
• Kun én bog? Vælg den løbende og lav et register

Start småt. Tag en bog, du allerede har liggende, og skriv dit spørgsmål på første side som en hel sætning. Ikke et emne, men et spørgsmål, du faktisk gerne vil have svar på. Det giver bogen en retning, som ingen mappestruktur kan give.

Skriv derefter tre ting på næste opslag: hvad du allerede ved, hvad du gætter på, og hvem eller hvad der kunne svare på resten. Det tager ti minutter og afslører ofte, at du ved mere, end du troede, og at det vigtigste hul er et andet end det, du frygtede.

Lad bogen ligge synligt, hvor du arbejder. En notesbog i en skuffe bliver ikke brugt. En bog ved siden af tastaturet eller i træningstasken bliver åbnet, og dér begynder research at blive en vane frem for et projekt.

• Skriv et spørgsmål, ikke et emne, på første side
• Notér, hvad du ved, gætter og mangler
• Lad bogen ligge, hvor du faktisk arbejder