Notesbogen, diktafonen og stilheden: sådan forbereder vi et atletportræt

Når jeg forbereder et atletportræt, starter jeg med et ark papir og en blyant. Jeg skriver udøverens navn øverst og derefter alt, jeg allerede ved, i stikord: sport, rutine, hvor vedkommende træner, og hvad der er skrevet om vedkommende i forvejen. Det tager en halv time og lyder banalt, men det tvinger mig til at se, hvad jeg faktisk ved, og hvad jeg bare tror, jeg ved.

Derefter lægger jeg arket ved siden af skærmen og begynder at samle kilder. Camilla-mappen, som vi kalder arkivet internt, får en ny fane for hver udøver. Her ligger udklip, korte lydklip og mine egne spørgsmål, der endnu ikke har fundet deres form. Jeg flytter ikke noget over i en færdig tekst, før samtalen er afholdt.

Papiret har en praktisk fordel: Det kan ligge på bordet under samtalen uden at fylde som en bærbar computer. Udøveren ser en notesbog og ikke en maskine, og det ændrer stemningen mærkbart. De fleste, jeg har talt med, slapper af, når de ser blyant frem for tastatur.

• Ét ark pr. udøver, skrevet i hånden
• Kilder samles i en fane, ikke i en lang liste
• Skærmen bliver lukket under selve samtalen

Jeg skriver typisk femten spørgsmål ned og regner med at bruge fem. De øvrige er der som sikkerhedsnet, hvis samtalen går i stå. Det vigtige er, at hvert spørgsmål kan stå alene og ikke kun giver mening som opfølgning på det forrige. Så kan jeg hoppe rundt uden at miste tråden, når udøveren selv begynder at fortælle.

Jeg sorterer spørgsmålene i tre bunker: rutine, tvivl og små sejre. Det er de tre ting, portrætterne handler om, og de hjælper mig med at holde kursen. Rutinespørgsmål er nemme og åbner døren. Tvivl kommer senere, når der er skabt tillid. De små sejre afslutter samtalen på en lysere tone, og det mærker man også i teksten bagefter.

Jeg undgår spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej, og dem, der indeholder svaret. I stedet for at spørge, om træningen er hård, spørger jeg, hvad der sker i kroppen omkring den tredje uge af en tung periode. Svaret er næsten altid mere præcist og mere personligt.

• Femten spørgsmål skrevet, fem brugt
• Tre bunker: rutine, tvivl, små sejre
• Ingen spørgsmål med ja eller nej som svar

Samtalen optager jeg på en lille diktafon, som jeg lægger på bordet mellem os. Den er flad, grå og ikke særlig interessant at se på, og det er pointen. Udøveren glemmer den efter få minutter. Samtidig skriver jeg stikord i notesbogen, men aldrig fulde sætninger. Stikordene markerer, hvor i optagelsen noget vigtigt sker, så jeg kan finde det igen.

Jeg noterer også det, lyden ikke fanger: hvordan hænderne bevæger sig, når udøveren taler om en skade, hvilket sted i rummet vedkommende kigger hen, og hvor længe pausen varer, før et svar kommer. Sådanne detaljer bliver ofte de sætninger i portrættet, som læserne husker.

Efter samtalen lytter jeg optagelsen igennem med notesbogen åben og tilføjer med anden farve, hvad jeg først opdager nu. Den anden farve er vigtig, for den viser mig senere, hvad jeg forstod i øjeblikket, og hvad der kom bagefter.

• Diktafonen ligger synligt, men uden at stå i vejen
• Stikord i margenen peger på øjeblikke i lyden
• Anden farve til alt, der opdages ved genlytning

Det mest uvante værktøj er ikke noget, man kan købe. Det er evnen til at lade en pause stå. Når en udøver har svaret, tæller jeg stille til fem, før jeg siger noget. Ofte kommer der en tilføjelse, som er mere ærlig end det første svar. Den slags kan ikke planlægges, kun gives plads.

Jeg øver mig på det til hver eneste samtale, fordi det går imod instinktet. Man vil gerne hjælpe, stille næste spørgsmål, vise at man er med. Men en udøver, der får tid, begynder ofte selv at nuancere. Tvivl, som ikke var på dagsordenen, dukker op, og de små dagligdagssejre får ord.

Stilheden kræver også, at man ikke ser på uret. Jeg sætter derfor ikke tid af til noget andet lige efter, og jeg fortæller altid på forhånd, at der ikke er noget fast slutpunkt. Det gør samtalen langsommere, men teksten bagefter bliver bedre.

• Tæl til fem efter hvert svar
• Ingen aftaler lige efter samtalen
• Fortæl på forhånd, at der ikke er et fast slutpunkt

Transskribering er den kedeligste del og samtidig den vigtigste. Jeg skriver optagelsen ud ordret og markerer tre slags passager: dem, der skal med, dem, der måske skal med, og dem, der er sande, men ikke hører hjemme i portrættet. Den tredje slags gemmer jeg i arkivet, fordi den ofte bliver brugt i en anden tekst senere.

Så lægger jeg indekskort på bordet, ét for hver scene, jeg kan se i portrættet. Rækkefølgen ændrer jeg flere gange. Nogle portrætter begynder med en morgen i omklædningsrummet, andre med et spørgsmål, udøveren ikke kunne svare på. Kortene gør det nemt at prøve, uden at jeg skal skrive noget om.

Først når kortene ligger, som de skal, skriver jeg første udkast, og det går hurtigt, for materialet er allerede ordnet. Emil, vores fotograf og illustrator, ser udkastet, før han vælger billeder, så tekst og billede mødes på samme tone.

• Tre slags passager i transskriptionen
• Ét indekskort pr. scene i portrættet
• Fotografen læser udkastet, før billederne vælges

Vi bruger ikke standardiserede spørgeskemaer, og vi sender ikke spørgsmål i forvejen. Udøveren skal kunne svare uforberedt, ellers får vi pressesvar. Vi bruger heller ikke automatiske transskriptionsværktøjer til de passager, der kommer i teksten, for tonefald og tøven går tabt i en maskines glatte sætninger.

Vi lader heller ikke udøveren godkende hver sætning. Vi sender portrættet til gennemlæsning og retter faktuelle fejl, men tonen og valget af scener er redaktionens. Det er en aftale, vi altid laver på forhånd, og den har sjældent givet problemer, fordi udøveren har set, hvordan vi arbejder, mens vi talte sammen.

Metoden er med vilje enkel. Papir, blyant, diktafon, indekskort og tålmodighed. Alt andet kan skiftes ud, men det er de fem ting, der gør, at vi kan skrive roligt om mennesker, som træner.