Fra rå note til færdigt essay: sådan arbejder vi bag kulisserne

Når jeg kommer forbi redaktionen om morgenen, ligger der som regel en bunke noter på bordet. Ingen af dem ligner et essay. Det er en sætning om en mand, der binder sine håndledsstøtter tre gange, før han løfter. Det er en halv tanke om, hvorfor lugten af gummimåtter får nogle til at slappe af.

Essayerne i jotterra starter næsten altid på den måde. Redaktionen leder ikke efter store emner, men efter små iagttagelser, som bliver ved med at melde sig igen. Hvis en note stadig fylder efter en uge, er der noget at komme efter.

Det er ikke en videnskabelig udvælgelse. Det er mere som at lægge mærke til, hvilken sten man bliver ved med at tage op af lommen. Maria kalder det at lade en idé bevise, at den kan holde til at blive set på flere gange.

Som fotograf og illustrator kommer jeg ofte ind i den fase med et andet blik. Jeg ser på, hvad der kan tegnes eller fotograferes, og det viser sig tit at være det samme, som teksten mangler: en konkret ting at holde fast i.

Næste skridt er at finde spørgsmålet bag noten. Ikke emnet, men spørgsmålet. Emnet kan være disciplin, men spørgsmålet er, hvorfor nogle mennesker bliver ved med at møde op, når intet i kroppen får dem til at mærke fremgang.

Vi skriver spørgsmålet på et indekskort og sætter det op over skrivebordet. Hvis det tager mere end en sætning at stille det, er essayet endnu ikke klar. Jonas siger, at et uklart spørgsmål giver en tekst, der cirkler om sig selv.

Det lyder strengt, men i praksis er det en lettelse. Når spørgsmålet står klart, bliver det tydeligt, hvilke noter der hører til, og hvilke der blot er fine. De sidste lægges i en bunke, som nogle gange får nyt liv i en anden tekst.

Jeg har selv oplevet, at et kort blev taget ned igen. Spørgsmålet viste sig at være to spørgsmål, og vi delte det. Det gjorde begge tekster bedre, og ingen af dem blev tvunget til at bære mere, end de kunne.

• Et spørgsmål, ikke et emne
• Kan stilles i én sætning
• Hører noten til, eller er den bare fin?

Når spørgsmålet står fast, overtager Camilla Overgaard. Hun finder bøger, gamle artikler, træningsdagbøger og andre kilder, der kan sige noget om det samme spørgsmål fra en anden side. Hun arkiverer alt, også det, der ikke bliver brugt.

Ofte går kilderne imod det, vi troede. En idé om, at træning primært handler om kroppen, kan ændre sig, når man læser, hvordan folk selv beskriver deres rutiner. Så skal essayet skrives om, og det er helt i orden.

Camilla leder efter detaljen, ingen har spurgt til. Det kan være en bisætning i en gammel dagbog eller en måde at tælle gentagelser på, som ikke findes mere. Sådanne detaljer giver teksten dens egen stemme.

Det betyder også, at forfatteren aldrig sidder alene med en blank side. Der ligger en mappe klar, med noter, uddrag og spørgsmål i margenen. Det er en rolig måde at starte på, og den gør det lettere at være ærlig om, hvad man faktisk ved.

Forfatterens første udkast skal være dårligt. Det er en af de regler, jeg har lært af at følge Jonas arbejde på tæt hold. Han skriver det hele ned på en eftermiddag, uden at rette, uden at kigge tilbage, og læser det først næste dag.

Fordelen er, at man ser, hvor teksten selv vil hen. Tit er det et helt andet sted end planlagt. En passage, der skulle være en indledning, viser sig at være slutningen, og en afsluttende tanke hører egentlig hjemme i første afsnit.

Udkastet bliver skrevet i hånden, hvis det kan lade sig gøre. Papir giver en anden rytme, og man kan se overstregninger bagefter. Dem gemmer vi, fordi de viser, hvad der blev valgt fra.

Jeg tegner nogle gange en lille skitse til udkastet, bare for at forstå rummet i teksten. Er der en vej ind? Er der et sted at stå stille? Det lyder underligt, men det hjælper mig med at forstå, hvad læseren skal møde først.

• Skrives hurtigt, på én eftermiddag
• Læses først dagen efter
• Overstregninger gemmes

Så kommer Maria ind med blyant. Hendes spørgsmål er næsten altid de samme: Hvad står der egentlig her? Hvem taler du til? Kunne dette afsnit undværes? Det er enkle spørgsmål, men de afslører hurtigt, hvad der bærer.

Redigering i jotterra handler mere om at tage væk end at lægge til. Mange sætninger er flotte, men gentager noget, der allerede er sagt. Vi stryger dem, selv når forfatteren kæmper imod, og det er sjældent, man fortryder bagefter.

Hun beder også om at få teksten læst højt. Ujævnheder, som øjet springer over, høres tydeligt. En sætning, der får én til at tage vejret midt i, skal som regel deles.

Når teksten er strammet, kigger vi på, hvad der mangler. Måske et eksempel fra en træningssal, måske en pause i rytmen. Det er først her, billeder og illustrationer kommer ind, og de skal tjene teksten, ikke pynte på den.

Jeg får teksten at se, når den næsten er færdig. Det er bevidst. Hvis jeg læste den for tidligt, ville jeg illustrere de store ord, og det er sjældent dem, der gør et essay levende.

I stedet leder jeg efter små ting. En sliddt greb på en stang, et trætte håndklæde, en notesbog med æselører. Det er billeder, der kan stå ved siden af en tanke uden at forklare den. Dagslys og få ord er min tommelfingerregel.

Nogle gange bliver en tegning til et lille kort i margenen, andre gange fylder den hele sidens top. Det afgøres sammen med Maria, efter hvad teksten kan bære. Er den allerede tæt, får billedet lov at være stille.

Til sidst læser vi det hele igennem som en læser ville, uden at pege på noget. Hvis noget stadig skurrer, åbner vi mappen igen. Det sker oftere, end man skulle tro, og det er en del af arbejdet.